
OM MOLDE
MOLDE er et akustisk folkband, der spiller sanselig og svingende folk om hverdagens poesi og forbindelsen mellem mennesker, klima og natur
MOLDE har i august ’25 udgivet debutalbummet Jorden Kalder, – et bluegrass og folk inspireret værk, der sitrer af liv og længsel, og hvor flere af numrene allerede er blevet spillet på både P5 og i udlandet.
”An excellent album!” (´Davy Sims, Brand New Around The World)
MOLDEs første EP blev også spillet på P5, og singlen ”Det er sent nu” lå nr. 1 på Radio Tønders hitliste i flere uger i træk. Efterfølgende har MOLDE turneret rundt på folkklubber og -festivaler over hele landet, og både udgivelser og koncerter får flotte anmeldelser og reaktioner:
-
”MOLDE er et sjældent bud på en original og poetisk stemme i den nordiske musikscene. For dem, der savner noget rodfæstet og ægte i moderne musik", (Rootszone)
-
”En af de helt store oplevelser på festivalen var MOLDE”, Jens Thomas, Strib Vinterfestival
-
”MOLDE lyder som et møde mellem den amerikanske prærie og de lange lyse nætter”. Morten Alfred Høirup, Radio Folk
.jpg)

.jpg)
Sangene er smittende og umiddelbare, inspireret af amerikansk country og bluegrass med afstikkere til den nordiske folke- og visetradition.
Maria Moldes karriere som sangskriver startede efter et længere ophold i New York, hvor hun var del af den amerikanske bluegrass scene. Mødet med country- og bluegrass universet med dets iørefaldende tonesprog og umiddelbare tekster ramte hende rent, og Marias egne bluegrass inspirerede sange begyndte at presse sig på.
Hjemme i Danmark dannede Maria bandet MOLDE, hvor medlemmerne samledes om en fælles kærlighed til folkemusikkens dybe rødder, og hver især medbragte deres eget twist fra både Norden, Balkan og USA.
Resultatet er musik, der er skiftevis inderlig, legende, længselsfuld, sprudlende og i alle sammenhænge livsbekræftende. Samtidig er MOLDEs koncerter præget af intenst nærvær med hele bandet samlet omkring en enkelt mikrofon på scenen.
Maria Moldes lysende stemme og sprøde mandoliner er i front virtuost bakket op af Uffe Holmsgaard Eriksen på guitar, cittern og klarinet, Louise Ring Vangsgaard eller Michael Barrett Donovan på violin, Henrik Kunz på kontrabas og Mikkel Bøggild på banjo og dobro.
.jpg)
.jpg)
Fotos: Signe Find


