.jpg)
TEKSTER - JORDEN KALDER
DU HOLDT OM MIG
(Tekst Maria Toft)
Du holdt om mig,
da jeg var ensom
Du gav mig næring,
da jeg var tom
Bragte vand,
da jeg var tørstig
Du sang mig rolig,
da jeg hørte skrig
Jeg er dit barn
En gren af verden
Jeg er din skygge,
og du er min
Vi er forbundne
i vores færden
Det er den samme luft,
vi lever i
Men jeg kvalte din sang
Udpinte din krop
Påførte min tvang
Og brændte dig op
Æblet falder
ikke langt fra stammen
Du gjorde mig
stærk og stor
Så nu tager jeg mig
gevaldigt sammen
Min kære elskede
Moder Jord
STILLE LIV
Jeg kan huske et blik ved gardinet
En rød plastikkaffetragt
En kølig hånd – og så smilet
Der lyste op, når jeg kom
Der var gulv af linoleum
Og køkkenlåger med hasp
God tid, omhyggelighed og pusterum
Og æblekage med rasp
Jeg kan huske de afmålte mønter
Som landede i hendes pung
Cykelture i skoven om søndagen
Han ældre, hun stadig ret ung
Der var opvaskebalje
Gyngestol og bornholmerur
Vi vaskede glas, porcelæn og emalje,
mens farfar han tog sig en lur
Der eksisterede
intet udenfor bygrænsen,
intet udenfor normen
Men var der meget mere, du ville?
Var der meget mere, du drømte om?
Eller var du glad for det stille liv,
og den mand, der kom?
Der var ord om gamle poeter,
Johannes, Hans Christian og Bang
Mange om royaliteter
Og en del, der ikke blev sagt
Smykker i kommoden
2 senge ved hver deres væg
Hendes hoved ved mit der på puden,
mens hun fortalte morgenen væk.
Hun sagde;
Vi læser for at mærke,
at vi ikke er alene
Men var der meget mere, du ville?
Var der meget mere, du drømte om?
Eller var du glad for det stille liv,
og den mand, der kom?
SKYGGERNE FORSVINDER
Hun mærker tågen, der langsomt forsvinder
Hun vågner, løsner sit hår
Hun skælver, mærker på huden og sender
tanker hen, hvor ingen andre når
Hun ser mod himlen og åbner sit indre
Hun mærker, dagen er god
Hun ånder langsomt det hele til live
Vækker alle steder, natten stod
Strækker sig op mod det susende hvælv
Søger mod latter og lyst
Så skyggerne forsvinder
Hun løfter blikket og smager på dagen
Hun sletter gårsdagens spor
Kan mærke suset, kan mærke, hun er her
Ånder uden tanker, uden ord
Hun danser let over strømme og skyer
Hun danser dagen i gang
Hun lindrer sorgfulde minder, der tynger
Hun er den, der lokker håbet frem
Svæver i lethed på tågernes tråd
Stråler af knusende ro
Rejser sig, føres med strømmen afsted
Åben for alt der kan ske
Når skyggerne forsvinder
DU KOM I DAG
Du kom i dag, kom her tidligt
Du fløj rundt og tjekkede ud,
hvad der stadig var til stede
Hvad vinteren efterlod
Du kom med håbets lette vinger
kom med ord fra en sagte sang
Bragte duft af glemte minder
af det, som var engang
For du er væk i lange tider
Er på træk med din flok
Flyver mod fjerne steder
Falder ned, lader op
Du kom i dag, kom her tidligt
Flakkede rundt, gav mig trøst
Satte lys i mine øjne
Skabte lethed i mit bryst
Når du er væk i lange tider
sniger tvivlen sig ind
Mon du besøger disse steder?
Mon du kommer igen?
Men du fløj op højt mod himlen
Fik solen til at skinne klart
Gjorde dit til, at jeg helede
Sagde: ’Sommeren kommer snart’
VI DANSEDE
Jeg er tid, og jeg er år
Mærker dagene, der går
Vinden rusker i mit løv
Myrer kildrer mine lår
Duggen kærtegner mine fingre
Marven føles tæt
Jeg er ung, jeg er let
Omskiftelig, adræt
Jeg er flygtig, jeg er tændt
Påvirkelig og træt
Mærker luften mod min hud
Mærker vinden i mit hår
Men vi dansede
Ja, vi dansede
Jeg står fast med rod og net
Er forankret dybt i muld
Kender sol, og regn, og blæst
Bærer ringe i min hud
Finder styrke i, hvad består
Mærker tyngdens tid i år
Mine tanker flyver let
Mine udtryk er på ord
Mine spor er korte strejf
Jeg bliver kold af den bare jord
Mine rødder skifter flygtigt
Mine bånd er hurtigt væk
Og vi dansede
Ja, vi dansede
Du bød mig ind, tog mig med
Hilste varmt fra dit sted
Tog imod, det jeg var
Og det jeg kom fra
Du gav mig de letteste løfter
Lod mig tage det ind
Bredte armene mod mig
Tog mig ind i dit sind.
Da, vi dansede
Ja, vi dansede
HIMLEN SPRÆKKER
Se det stille og blanke blik
Spejler himlens fine træk
Alt er roligt og ånder i fælles takt
Nær og fjern er sammen lagt
Hør det rolige, dybe hav
Dæmper alt, gør hovedet tavst
Skyller tanker med sig, flyder bort
Sætter dagen i stå, omend det er kort
Himlen sprækker. Jordens tag
åbnes og suser, som skal vi rystes af
Vækker uro om tiden, der kommer nu
Om det, der synes, at snart gå itu
Støj, sniger sig ind over land
Fylder hovedet med alt, det kan
Bringer tanken væk fra det, der er nu
Fra det, der giver os kraft til at gro
Se det blanke og blikstille vand
Se det strømme i striber på land
Syr jorden sammen med tråde af blåt
Fjerner stier af mennesker trådt
Se, det lysner til endnu en dag
Verden vågner fra mørket af
Er forandret en smule men endog består
Nu vi er her og i evige år
OMVEJE
Vi går ikke den lige vej
Vælger hellere en, der mere bugter sig
En, der fører hen, hvor man ikke helt kan finde hjem
Den er skæv og krummer sig
Gemmer let på noget, der ikke hører sig
Findes kun fordi vi søger der, hvor der er lidt mere
Vi går ikke den lige vej
Vælger det vi kan, der ligger lidt for sig
Kæmper for at skabe det, der bliver til vores egen leg
Vi kaster os ud i det dybe blå
Ved ikke helt, hvad vej det vil gå
Prøver os frem, mens det hele sidder udenpå
Jeg ser dig igen, når vi kommer frem
Mærker igen, der er du, min ven
Begynder at forstå, hvad der trænger sig på
Ser nu igen, hvor vi skal gå
Vi skal gå den lange vej
Tage hvad der kommer, også hver for sig
Vi ved ikke helt, hvor vi skal hen, ej heller hvad vi tager med hjem
Det er noget der befinder sig
Lige midt i rummet mellem dig og mig
Verden er omkring, men den kommer ikke helt herind
Vi skal gå den lange vej
Den ligger lige foran os og viser sig
Der er ikke andet, vi kan gøre, det er det, vi søger
Vi kaster os ud i det dybe blå
Famler os frem på må og få
Er ikke sikre på, hvad det helt er, vi vil nå
Vi når helt derhen, hvor vi kommer frem
Jeg ser dig igen, der er du min ven
Vi holder ved. Vi finder et sted,
hvor vi er med, hvor det falder ned
EN AF DEN SLAGS DAGE
Solen rammer mine ben
Lander blidt på siv og sten
Strækker lysende sin krop
Lader hele verden op
Og bringer liv igen
Jeg forbindes lige her
til det, der var, og det, der er
til en barndomsduft af sand
en tid med leg og strand,
hvor der intet sker
Bløde græsser svajer frit,
nikker, og jeg hilser lykkeligt
Gamle roser og skæve træer
For det er i dag et solskinsvejr
Det er i morgen og i går
Det er i dag om mange år,
at man kan sidde her i fred
uden mål og uden med
med stor taknemlighed
For dagen stråler fuld af lys
Varme kram og elskovskys
frit i luften fuglefløjt
hvide klitter milehøjt
og havets kuldegys
I det fjerne snak og skål
i duften af et hurtigt stablet bål
Mens stråler styrker min trætte krop
For i Østen Stiger Solen op
Og jeg kan bare sidde her
og få sol på krop og tæer
Nyde sommerens magi
udenpå og indeni
Og være himlen nær
Bølgen glitrer, bryder frem
Vandet lokker blidt og kalder hen
mod det klare og åbne bælt
når det lysner over agres felt
Og det føles som et svar
i ordene fra alle dem, der var
For de sorger, vi måtte ha’
Ja, de svinder på en sommerdag
Og i dag er en af den slags dage
TRÆER PÅ VEJ
I er gamle og krogede, ofte forlovede
med hinanden gennem tråde i jorden
I er stolte og knejsende, langmodigt rejsende
i tidens gang her i Norden
I er tynde i toppen, I er runkne og grå
Men rødderne har deres styrke
Så mulden den brydes, der hvor I står
Så man hører det knage og knirke
I står stolt i flok. I er ofte mange nok
til at skærme for støjen og larmen
Men det, man ikke ser, er, at stammer og træer
er begyndt at bevæge sig sammen
Jeg så jer i dag i en skov ved en mark
Det var tydeligt, at noget var på færde
Slog mig ned og kiggede på jorden, der skred
Og tænkte, hvad er i gære?
Har I opgivet helt? Er det nu, det går galt?
Er det nu, I skal mødes og drøfte
Hvad der skal ske, her lige om lidt,
når Gaia opfylder sit løfte?
Når verden forandres og søger en ro,
der ikke har været her længe
Når planterne overtager vej, sti og bro
og fortrænger huse og senge
Alt dette fyldte mit hoved derhenne
mellem træer og grene og mos
Hvor rødder så ud til at løfte sig selv
og byde skovbundens tyngdekraft trods
Jeg tissede og tilførte næring og kraft
til jer, hvor end I går hen
Og tænkte uroligt på, hvad I har set,
og om I mon kommer igen?
HVAD ER MENINGEN
Det presser mit hoved, det trykker min krop
Det buldrer og snurrer, vil ikke holde op
Hvad fanden er meningen?
Det gør ondt alle steder, spænder sig op
Trykker mod panden, tager kontrol
Hvad fanden er meningen?
Det skygger og skurrer af meningsløst pjat
Hvad fanden er meningen?
Jeg sover for evigt og undviger pligt
Hvad fanden er meningen?
Jeg vil ud af det hele, falde til ro
Fokusere og skabe, lade tankerne gro
Hvad fanden er meningen?
Jeg vil følge energien, der er indeni
Ingen tvivl om retning, jeg ved, hvad jeg vil
Hvad fanden er meningen?
Hvor er langsom trøst,
Hvor er lethed og lyst?
Hvad fanden er meningen?
Hvor er balancen, ja, hvad kommer først?
Jeg vil sætte tiden fri, give sindet plads
Give tanken kraft, gøre kroppen tilfreds
Det er det, der er meningen
Jeg vil bekymre mig mindre, få ting til at gro
Være mere tilstede, søge det, der giver ro
Det er det, der er meningen
Mærke dagen, når den er størst
Det er det, der er meningen
Grine mere fra maven af lyst
Det er det, der er meningen
INGEN VEJ TILBAGE
Jeg er en farve på søens grå
Jeg er et flyvende bær
Jeg er en tåge på neonrør
og så meget mere
Lige meget hvad der sker, er jeg sådan her
Jeg er en tindrende vintersol
En mørk og flydende vej
Jeg er en gylden og træt viol
En beholder af støj
Lige meget, hvad det giver, er jeg alt det her
Og der er ingen vej tilbage, det er sådan det er
Jeg glider hen over skarpe skår
med en passende form
Jeg er en klippe med flosset kant
Er en stille storm
Lige meget, hvad du siger, er jeg sådan her
Og der er ingen vej tilbage, det er sådan det er
Ude af sind
Kigger hen
løftes ned og holder ind
Kom nu, kom nu frem
Jeg er en dulmende eliksir
Jeg er en lyttende krop
Jeg er en kerne med sprækker i
Er det ikke nok?
Lige meget, hvad du ser, er jeg sådan her
Og der er ikke så meget at sige. Det er sådan, det er
Flydende grund
Formeligt vand
Trykkes op og falder igen
Holder ved, kommer frem
Jeg er en farve på søens grå
Jeg er en tindrende vintersol
Jeg er en dulmende eliksir
Og så meget mere
HVOR DU ER
Hvor du er
Hvor du kommer fra
Hvor du end skal hen
Hvad du ser
Hvad du finder på
Du ved, at jeg er her
Hvad du søger at forstå
hvad du gerne vil nå
Hvad end du vil skubbe til, og hvor du vil stå
Hvad end du forfølger
og vil strække til mer'
Du ved, at jeg er her
Hvad du er
Hvad du kommer fra
Hvad du end har med
Hvad der sker
Hvad du finder frem
Du ved, at jeg er her
Det kan brænde for dig
og række ud efter mig
Det er ikke i alt, jeg kan følge din vej
men hvor end du går hen
og hvad der end sker
du ved, at jeg er her
APRIL
Det myldrer med skud og blade frem.
Det spirer og gror
Det dækker med grønt
den før så brune og livløse jord
Det fyldes med kraft, hvor end man ser
Det trænger sig på
Det bryder igennem vissent løv
som før der lå
Det bruser af glæde ved at gro
Det vælter op
Det eksploderer fra et sted
i jordens krop
Det føles som tyngde der bliver væk
som dag efter nat
som vandet, der pibler i en bæk
som en lysende skat
Jeg fyldes med kraft af det, jeg ser,
Det trænger sig på
De tunge ting forsvinder hen
hvor ingen kan nå
Jeg bruser af glæde ved at se
Det vælter frem
ustyrligt i kraften fra et sted
hvorfra det kommer igen
Det skærer i øjnene af lys
Det' svært at forstå
Det er noget, der ikke kan holdes væk
som i jorden lå
Det myldrer med skud og blade frem
Det spirer og gror
Det fylder med ærefrygt mig op
Over den frugtbare jord
NU SVINDER LYSET
Nu svinder lyset lige så stille
Nu falder blade på jorden igen
Nu bliver luften langsomt kølig
og blæser sin kraft mod os hen
Nu står jorden og damper i disen
Nu går græsset og planter i stå
Nu går pindsvin og kryb ned i huler
og venter på næste år
Og her er der mørkere i stuen
Og kraften forsvinder så let
Vi ved, at den kommer tilbage
Men der er længe, længe igen
Spindende glimter i duggen
med mønstre der glitrer som sne
Dråber, der dannes og falder
så man ingen ende kan se.
Nu tænder vi lys her i stuen
Vi kender vejen herhen
Der er intet, der er forandret
Men der er længe, længe igen
Nu tænder vi lys her i stuen
Vi kender vejen herhen
Det hele kommer tilbage
Men der er længe, længe igen
Nu svinder lyset lige så stille
DET ER SENT NU
Dage går, og vi går med dem hen
Det hænder, at vi løber efter dem
Hovedet spinder, bunkerne de svinder.
Blodet ruller, hjertet slår
Jeg har travlt, det mærkes når,
der er uro i mine kinder
Listerne vokser, trænger sig på
Giver et sus, når de forsvinder
Der er hele tiden mere at nå
i en rastløs evighed
Det er sent nu, hvorfor al den hast
Jeg ved godt, hvor jeg skal hen
Der er ingenting, der holder mig fast
Jeg skal se at komme hjem
Tiden flyver og tanker med
i en flygtig opmærksomhed
Uger kommer og går som var det dage
Så går jeg ud, et andet sted
Trækker vejret, finder fred
Jeg er færdig med at jage
Udenfor bliver alting mindre intenst
Flyver bort, som var det støv
Svinder som skyer ved efterårsblæst
Hvirvles væk som det lette løv
Det er sent nu, hvorfor al den hast
Jeg ved godt, hvor jeg skal hen
Der er ingenting, der holder mig fast
Jeg skal se at komme hjem
HAGL I SEPTEMBER
Hvide fnug daler ned
Ude af tid og sted
For hækken lyser grønt og klart
Alt er vågent, er parat
Træer stivner en stund
Blade i undren drejer rundt
For kulden er uvant, hvad er på spil?
Hvad er forandret, hvad fører det til?
Det er mærkeligt, når det hagler i september
Når sneen falder blidt helt hen i maj
Når den lune vind kan mærkes i november
Når regnen ikke længere blander sig
Glohed sol, sand som ild,
Eng og mark støver til
Landet gisper, ingen duft
af en kølig sommerluft
Jord og græs knaser tørt
Ingen dryp er der hørt
Men langt herfra flyder floder
Over bredder som aldrig før
Det er mærkeligt, når det hagler i september
Når sneen falder blidt helt hen i maj
Når den lune vind kan mærkes i november
Når regnen ikke længere blander sig
Men hvide fnug daler ned
Bliver roligt ved
Uberørt, til jorden sendt
Falder støt som, intet var hændt
Det er mærkeligt, når det hagler i september
Når sneen falder blidt helt hen i maj
Når den lune vind kan mærkes i november
Når regnen ikke længere blander sig
Og det er utrygt, når det blomstrer i december
Når vandet vælter voldsomt frem i marts
Når frosten helt har glemt, hvor landet ligger
Når solen slår sig ned i lange stræk.