190427 Logefestival 0279 (2).jpg

HVOR DU ER
 

Hvor du er

Hvor du kommer fra

Hvor du end skal hen

Hvad du ser

Hvad du finder på

Du ved, at jeg er her


Hvad du søger at forstå

hvad du gerne vil nå

Hvad end du vil skubbe til, og hvor du vil stå 

Hvad end du forfølger   

og vil strække til mer' 

Du ved, at jeg er her


Hvad du er

Hvad du kommer fra

Hvad du end har med

Hvad der sker 

Hvad du finder frem 

Du ved, at jeg er her


Det kan brænde for dig

og række ud efter mig

Det er ikke i alt, jeg kan følge din vej 

men hvor end du går hen 

og hvad der end sker  

du ved, at jeg er her

APRIL
 

Det myldrer med skud og blade frem.

Det spirer og gror

Det dækker med grønt  

den før så brune og livløse jord

 

Det fyldes med kraft, hvor end man ser

Det trænger sig på

Det bryder igennem vissent løv

som før der lå


Det bruser af glæde ved at gro

Det vælter op 

Det eksploderer fra et sted

i jordens krop       

 

Det føles som tyngde der bliver væk

som dag efter nat

som vandet, der pibler i en bæk

som en lysende skat 

 

Jeg fyldes med kraft af det, jeg ser, 

Det trænger sig på

De tunge ting forsvinder hen 

hvor ingen kan nå

 

Jeg bruser af glæde ved at se

Det vælter frem

ustyrligt i kraften fra et sted

hvorfra det kommer igen

 

Det skærer i øjnene af lys

Det' svært at forstå 

Det er noget, der ikke kan holdes væk 

som i jorden lå


Det myldrer med skud og blade frem

Det spirer og gror

Det fylder med ærefrygt mig op

Over den frugtbare jord

NU SVINDER LYSET
 

Nu svinder lyset lige så stille
Nu falder blade på jorden igen
Nu bliver luften langsomt kølig
og blæser sin kraft mod os hen

 

Nu står jorden og damper i disen  
Nu går græsset og planter i stå
Nu går pindsvin og kryb ned i huler
og venter på næste år


Og her er der mørkere i stuen
Og kraften forsvinder så let
Vi ved, at den kommer tilbage
Men der er længe, længe igen


Spindende glimter i duggen
med mønstre der glitrer som sne
Dråber, der dannes og falder
så man ingen ende kan se.

 

Nu tænder vi lys her i stuen
Vi kender vejen herhen
Der er intet, der er forandret
Men der er længe, længe igen

 

Nu tænder vi lys her i stuen
Vi kender vejen herhen
Det hele kommer tilbage
Men der er længe, længe igen

 

Nu svinder lyset lige så stille

DET ER SENT NU
 

Dage går, og vi går med dem hen

Det hænder, at vi løber efter dem

Hovedet spinder, bunkerne de svinder.

Blodet ruller, hjertet slår

Jeg har travlt, det mærkes når,

der er uro i mine kinder

 

Listerne vokser, trænger sig på

Giver et sus, når de forsvinder

Der er hele tiden mere at nå

i en rastløs evighed

 

Det er sent nu, hvorfor al den hast 

Jeg ved godt, hvor jeg skal hen

Der er ingenting, der holder mig fast

Jeg skal se at komme hjem

 

Tiden flyver og tanker med 

i en flygtig opmærksomhed 

Uger kommer og går som var det dage

Så går jeg ud, et andet sted 

Trækker vejret, finder fred 

Jeg er færdig med at jage  


Udenfor bliver alting mindre intenst

Flyver bort, som var det støv 

Svinder som skyer ved efterårsblæst

Hvirvles væk som det lette løv

 

Det er sent nu, hvorfor al den hast 

Jeg ved godt, hvor jeg skal hen

Der er ingenting, der holder mig fast

Jeg skal se at komme hjem

HAGL I SEPTEMBER
 

Hvide fnug daler ned

Ude af tid og sted

For hækken lyser grønt og klart

Alt er vågent, er parat 

 

Træer stivner en stund
Blade i undren drejer rundt

For kulden er uvant, hvad er på spil?

Hvad er forandret, hvad fører det til?

 

Det er mærkeligt, når det hagler i september

Når sneen falder blidt helt hen i maj 

Når den lune vind kan mærkes i november

Når regnen ikke længere blander sig 

 

Glohed sol, sand som ild, 

Eng og mark støver til

Landet gisper, ingen duft

af en kølig sommerluft

 

Jord og græs knaser tørt

Ingen dryp er der hørt

Men langt herfra flyder floder

Over bredder som aldrig før

 

Det er mærkeligt, når det hagler i september

Når sneen falder blidt helt hen i maj 

Når den lune vind kan mærkes i november

Når regnen ikke længere blander sig 


Men hvide fnug daler ned

Bliver roligt ved

Uberørt, til jorden sendt

Falder støt som, intet var hændt

 

Det er mærkeligt, når det hagler i september

Når sneen falder blidt helt hen i maj 

Når den lune vind kan mærkes i november

Når regnen ikke længere blander sig 

 

Og det er utrygt, når det blomstrer i december 

Når vandet vælter voldsomt frem i marts

Når frosten helt har glemt, hvor landet ligger

Når solen slår sig ned i lange stræk.

 

TEKSTER - UDEFRA